Følg de kommunale sager

Gå til indhold

Sagsarbejde

En vigtig del af arbejdet i DN Norddjurs er at følge med i de beslutninger og planer, der bliver behandlet i kommunen, og som kan få betydning for natur, miljø, klima og landskab.

Som frivillig kan du hjælpe med at holde øje med dagsordener, planer, høringer og konkrete projekter. Det kan for eksempel være sager om byggeri, energianlæg, naturbeskyttelse, råstofindvinding, vandmiljø eller ændringer i det åbne land.

Opgaven handler ikke om, at du selv skal kende alle regler eller kunne vurdere alle sager. Det vigtigste er at opdage de relevante sager og være med til at få dem videre til behandling i afdelingen. DN's sekretariat er også meget behjælpelig med faglig sparring.

Som frivillig får du indimellem mulighed for at komme på kursus med fokus på forskellige sagsområder. Det giver både en større faglig viden om sagsarbejde, men er også en hyggelig måde at møde frivillige fra andre afdelinger på.

Har du interesse for lokalpolitik, natur, miljø eller kommunal planlægning, kan det være en spændende måde at bidrage på.

Kontakt vores forperson Nanna på norddjurs@dn.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig.